E-sport slår rekord i Danmark: Så stor er sporten blevet herhjemme


Kilde: Wikimedia

Der er ingen tvivl om, at e-sport bliver ved med at vokse, hvis man skal tro analysefirmaet Nielsen. Ifølge deres nyeste analyse er andelen af europæere, som spiller computerspil, vokset enormt igennem de seneste 10 år. De nye tal viser, at hele 33% af alle europæere spiller computerspil regelmæssigt. Det er primært generation Y, som udgøres af personer mellem 18 og 34 år, der sætter sig foran computerskærmen og spiller de populære computerspil.

E-sport er blevet en del af rigtig mange menneskers hverdag, og det har fået enorm betydning for hele industrien, der lige nu vækster med voldsom fart. Det vurderes, at der på verdensplan er op imod 9,7 millioner mennesker, som følger med på Twitch, der er en videotjeneste, der streamer e-sport. Faktisk er der 300.000 danskere, der spiller e-sport på konkurrenceplan. Til sammenligning viste tal tilbage fra 2015, at 611.000 danskere spillede fodbold i deres fritid. Der er altså ingen tvivl om, at e-sport er blevet noget, vi danskere gør, og det velkendte analyseinstitut Deloitte er da heller ikke i tvivl om, at e-sporten kun vil vokse sig større og større i fremtiden.

Men selvom der på verdensplan er rigtig mange, der følger med i e-sport, så er det stadig noget nyt i Danmark. Danskerne er vant til at heppe med, når forbold - eller håndboldlandsholdet skal ud og repræsentere Danmark i den store verden ved både VM og EM. Men nu skal danskerne muligvis vende sig til at heppe på e-sportshold. Det kom nemlig lidt bag på danskerne, da e-sportsholdet Astralis tilbage i januar satte Danmark på verdenskortet ved at vinde titlen som verdensmestre i det populære Counter-Strike computerspil og løbe afsted med en fornem præmie på 3,5 millioner kroner.


Kilde: Wikimedia

Drengene fra Astralis har siden hen gjort det igen. For mindre end en måned siden lykkedes det for Astralis at vinde endnu en sejr ved ELEAGUE-begivenheden Clash for Cash. Men det er ikke kun analyseinstitutter, der ser potentialet i e-sport – også PokerStars er blevet sponsor af et e-sportsteam. De har valgt at investere i det talentfulde Team Liquid, der også har store præstationer bag sig.

Det har igennem langt tid været diskuteret, hvorvidt e-sport kan betragtes som en egentlig sport, men på Aalborg Sportshøjskole er man ikke i tvivl. Her har man valgt at sætte e-sport på skemaet, og det har unge taget godt imod. På højskolen er det computerspillet Counter-Strike: Global Offensive, der bliver dyrket til fulde og udgør det væsentlige element, når eleverne bliver undervist i at tænke strategisk. Undervisningen er med til at gøre eleverne til eliteudøvere, og derfor er der også fokus på fysisk træning og sund kost - det kræver nemlig fuld koncentration og optimal fysik at blive en professionel e-sportsudøver. Det er efterhånden blot en myte, at det er cola-drikkende og chips-spisende nørder, som bliver til e-sportsudøvere på eliteplan.

E-sport kræver nogle af de samme færdigheder, som eksempelvis boldspil gør. Det handler om at kunne koordinere, at have styr på sin timing og at kunne lægge succesfulde spillestrategier. Dette er måske forklaringen på, hvorfor de store, danske online teams begynder at fokusere på fysisk aktivitet og sund kost, som en del af træningen til at blive en talentfuld e-sportsudøver.